OPDATERET: Tredobbelt DM guld til Chung Un!

Far og søn, Carsten Borchert & Jacob Vahlun vandt begge guld i deres individuelle konkurrencer til årets DM i teknik, der blev afholdt i weekenden i Skive. Derudover vandt Jacob endnu en guldmedalje i mix sammen med sin partner fra Vejle, og rundede dagen af med en flot bronzemedalje i disciplinen taeguk til musik.

Carsten har sendt et fyldigt referat fra dagen, som du kan se ved at klikke videre.

3 gange guld og 1 bronze ved DM

Endelig, endelig efter et helt års venten, skulle de sidste 2 års dårlige resultater ved DM ”hævnes”.

DM og dermed det sidste og vigtigste stævne blev afholdt i Skive. Jacob skulle lægge ud i individuel. Selvom han stort set har vundet alle stævner i år, har marginalerne mellem de 5 første været så små, at han på ingen måde følte sig sikker på at vinde. Samtidig sad de dårlige resultater fra tidligere år i baghovedet, så han var meget påvirket inden han skulle på banen.

Jacob gik som en af de første. Den første taeguk, så rigtig godt, så det var meget overraskende, at han fik årets laveste karakter. Han var derfor temmelig rystet, da han fortsatte med den næste. En lille smule bedre, men 0,2-0,3 point lavere end sædvanligt. Dybt rystet og meget ked af det, forlod han straks hallen, med en sikker forventning om, at han end ikke ville få medalje. Jeg blev og afventede resultaterne fra de andre, og efterhånden kunne jeg se, at det ikke kun var Jacob, der fik lave karakterer. Dommerne var i stedet usædvanligt hårde i deres vurderinger. Uden helt at have et overblik, kunne jeg se at det blev tæt, men en medalje burde det blive til. Endelig efter lang tids venten kom resultatet.

Det tætteste forløb indtil dato. Igen med Jacob som vinder, men først på tredje marginal. 7,034 til Jacob og 7,033 til Mathias fra Gladsaxe (der vandt sidste år) og 7,000 foran Mads fra Islev (der vandt sidste i år i <14 år gruppen). Det er sjette gang i år, at Mathias taber til Jacob og han har endnu ikke været mere end 0,1 fra Jacob, så det er næsten, (men også kun næsten) synd for ham.

Det var dagens vigtigste ”opgave”, som de sidste 3 måneders træning har været fokuseret på, så det var en kæmpe lettelse at få overstået.

Derefter var det mig, der skulle på banen og det gik faktisk uventet let. Eneste modstander var Jimmi Nagel. Han er gået meget frem, men da jeg har deltaget i noget af Jacob’s træning ved den assisterende landstræner Khoua, så jeg er også gået lidt frem. Det blev derfor en sikker guldmedalje.

Næste omgang var mix-par, hvor Jacob og Camilla har vundet sikkert hele året. Camilla havde også lige vundet guld individuelt, så det var ikke selvtillid de manglede. De gjorde da også rent bord og vandt endnu en sikker guld medalje.

Den megen sne på Sjælland og Fyn havde forsinket nogle deltagere, og dermed også stævnet temmelig meget, så først omkring 19.30 var det tid for musik poomse. Jacob var totalt flad på det tidspunkt, men viste alligevel det bedste han endnu har gjort, så denne gang var han faktisk noget tættere på Pil end ved de første 2 stævner. Claus fra Ballerup var, som vanligt, suveræn i denne disciplin. En bronze var på forhånd det bedste Jacob kunne håbe på, og da det var slutresultatet, kunne vi konstatere, at det maksimalt forventede udbytte af DM var opnået. Stor glæde, men også lettelse over, at egne forventninger var blevet indfriet.

Herefter en laaang præmieoverrækning. Til slut udtages landsholdet og talentholdet ved en formel ceremoni. Det er første gang vi har overværet dette, men det er faktisk en rigtig god afslutning på stævnet.

I år var der (naturligvis) ikke tvivl om, at Jacob igen blev udtaget til talentholdet, men derfor er det alligevel rart at få det bekræftet, og modtage klapsalverne i forbindelse hermed.

Nu venter endnu et år med en masse tekniktræning, 10 planlagte stævner, og mere end 10.000 km i bilen, for at komme frem og tilbage.

21,30 kunne vi så vende næsen hjemad, med udsigt til en masse sne, men efter en rigtig god weekend og en god sæson, kan vi nu se frem til en periode, med til ganske almindelig taekwondo træning i klubben, så det glæder vi os til.

3 tanker om “OPDATERET: Tredobbelt DM guld til Chung Un!

  1. Det er simpelthen så godt gået. Jeg er meget imponeret over jeres kunnen.

Der er lukket for kommentarer.